
Så er det atter tid til det traditionsrige julemarked på Spøttrup Borg for hele familien.
Julestemningen har sænket sig over den gamle borg i Salling, som er pyntet op til et par hyggelige og julede dage. Du vil blive mødt af duften af brændte mandler, julebag og gløgg. Her er juletræer og pyntegrønt til salg, og midt i gården står den gamle kane, som er pyntet op til lejligheden. Inde på borgen er der masser af boder og julestemning. Her finder du håndlavede kvalitetsvarer fra lokale nisser og andet godt til gaver, julepyntningen og ganen.
For de mindste og andre kreative sjæle er der julehygge i borgens renæssancelejlighed. Her kan man lave nisser i forskellige materialer, lave en kartoffeljulekalender og nyde de smukt pyntede juletræer.
Og skulle du trænge til en pause, et varmt sted at sidde og noget lækkert at spise, har vi gjort klar på Traktørstedet.
”Jul på Borgen” er det lokale julemarkedet, hvor der er garanti for julehygge, så tag endelig hele familien med, da det bliver en ekstremt julet dag på Spøttrup Borg med julehygge nok til alle!
Praktisk information:
– Parkering på den store p-plads foran Velkomstbygningen
– Billetter købes i Velkomstbygningen ved ankomst
– Husk kontanter (nettet, og dermed MobilePay, kan drille lidt bag de tykke mure)
Oplev vores store julekalender
Tag familien med og besøg vores store julekalender i velkomstbygningen under julemarkedet. Lørdag d. 29/11 kl. 13-14 og søndag d. 30/11 kl. 13-14 vil en af museets formidlere åbne låger i kalenderen og fortælle om gamle og nye juletraditioner. Dette er gratis efter købt billet til julemarkedet.
Alder: Anbefales til børn fra 5 år