Unikt middelalderfund ved Skive: Nyt forskningsbidrag i KUML 2025 om specialiseret okseanlæg ved Limfjorden


En markant morænebakke på Limfjordens østside, lige nord for landsbyen Resen ved Skive, gemte på sporene af et arkæologisk anlæg, der ikke ligner en almindelig middelalderlig landsby. I en ny artikel i KUML 2025, Jysk Arkæologisk Selskabs årbog, fremlægger arkæolog John Simonsen resultaterne af en samlet analyse af det såkaldte Kystbakkeanlæg: et omfattende, indhegnet produktionsmiljø fra 1100–1200-årene, hvor omdrejningspunktet har været opfedning af store hold af kalve og unge stude.

De arkæologiske spor viser et komplekst anlæg med en stor stald, en lang lade, flere store kreaturfolde indhegnet af grøfter og diger samt fægyder, der har ledt dyrene mellem funktioner og arealer. Dertil kommer et tøjringsanlæg, stolpekonstruktioner, en velplaceret nyttehave og en dyb brønd. Inden for det samlede anlæg ses tydelige forskelle i bebyggelsen, som peger på et hierarki. To boliger fremstår som særligt fornemme med kampestensgavle, store kældre og trægulve over terræn, mens fem andre huse er mere ordinære træhuse opført på syldsten med gulve let hævet over terræn. Helheden peger på en specialiseret landbebyggelse, men ikke en landsby i traditionel forstand.

Museum Salling udtrykker samtidig en særlig begejstring over, at det nu er lykkedes at få offentliggjort et forskningsbidrag om middelalderlig landbebyggelse i Salling. Udgravninger af denne type anlæg er relativt sjældne i området, og der går ofte lang tid mellem fund og undersøgelser, der giver et så detaljeret indblik i middelalderens dagligliv, drift og økonomi på egnen.

Anlæggets placering er i sig selv forklarende for dets funktion og betydning. Umiddelbart vest for Kystbakken lå Sallings oldgamle nord-sydgående hovedfærdselsåre, og umiddelbart øst for ligger Limfjordskysten. Sammen med grøftesystemernes omhyggeligt udformede passager, der har sikret adgang til overdrev, enge og vand, giver det et billede af et sted, der har været usædvanligt gunstigt for både græsning, drift og transport til lands og til vands.

Kystbakkeanlægget blev udgravet over 11 år i perioden 1989–1999 med Poul Mikkelsen som daglig leder og John Simonsen som ansvarlig leder, og mange frivillige deltog gennem årene. Heriblandt vores nuværende museumsinspektør Terkel Brannet. Analysen trækker på et bredt naturvidenskabeligt og dokumentarisk grundlag, herunder bestemmelser af okseknogler og andet knoglemateriale ved Moesgaard Museum, botaniske analyser af brøndens indhold, højpræcisions AMS-kulstof-14 dateringer fra Aarhus Universitet samt detaljerede tegninger af huse og konstruktioner, senere digitaliseret ved Moesgaard Museum.

Artiklen argumenterer for, at anlægget indgår i en økonomisk sammenhæng, der omfatter opkøb, opfedning, drivning og afsætning af stude, sandsynligvis til sydlige markeder. Set i lyset af de fornemme boligspor og anlæggets størrelse vurderes det, at ejere og bagmænd må have befundet sig højt i middelalderens samfundshierarki. Kystbakkeanlægget beskrives som uden kendte paralleller i Danmark og Sydskandinavien og giver dermed nye perspektiver på middelalderens landøkonomi og specialiserede produktion i Jylland.

 

Om artiklen
Titel: Okser på Kystbakken i Resen i 11-1200-tallet – En specialiseret landbebyggelse ved Limfjordskysten
Forfatter: John Simonsen
Udgivet i: KUML 2025 – Årbog for Jysk Arkæologisk Selskab
Link: https://unipress.dk/udgivelser/k/kuml-2025/