Rustninger, håndværk og fællesskab: Derfor fascinerer middelalderen


Rustninger, håndværk og fællesskab: Derfor fascinerer middelalderen

Fra håndværk og historiske dragter til kamp i rustning: Europas største middelaldermarked og verdens hidtil største VM i middelalderkampsport samler til sommer tusindvis af mennesker på Spøttrup Borg. Men hvorfor fascinerer middelalderen stadig moderne mennesker?

Op til fem gange om året tager 41-årige Nina Nielsen på en tidsrejse tilbage til middelalderen. Her bor og arbejder hun på middelaldermarkeder, mens hverdagen som skolelærer i Assens Kommune synes langt væk.

Iført en historisk korrekt klædedragt fremstillet i hør og uld svarer Nina Nielsen beredvilligt på nysgerrige spørgsmål fra de mange publikummer, der gæster middelaldermarkederne.

”Jeg oplever igen og igen, hvordan folk stopper op ved dragterne jeg sidder med eller min familie bærer, mærker på stoffet og spørger nysgerrigt ind til, hvordan tøjet er syet og hvorfor det ser ud, som det gør”.

Nina Nielsen har været en del af det danske og europæiske middelaldermiljø i 25 år. Hun oplever, at interessen for middelalderens håndværk er vokset markant, især de senere år.

”Der er helt klart en øget interesse for håndværk – ikke bare syning, men også træskærerarbejde og smedearbejde,” siger hun og uddyber:

“Jeg tror, at mange mennesker i dag har brug for at forstå, hvordan ting bliver til. Når man selv har syet et stykke tøj, repareret det og ved, hvor meget energi, der er lagt i at frembringe og farve tekstilet, får man en helt anden respekt for materialer, ressourcer og den tid, det tager at fremstille ting. Det giver også nogle perspektiver i forhold til klima og forbrug i dagligdagen”.

Videregiver vigtig viden

Hun oplever også, at håndens arbejde kan have en nærmest terapeutisk effekt, når man fordyber sig, kommer ned i gear og skaber noget konkret. Men for Nina Nielsen handler passionen for middelalderen også om at bevare vigtig viden og videregive den til de kommende generationer.

”De færdigheder og håndværk, som mennesker har udviklet gennem tusindvis af år, skal ikke uddø i løbet af en generation eller to. Det er vigtigt at kende historien, forstå hvor vi kommer fra og kunne videreformidle den til andre,” forklarer Nina Nielsen.

Mange af de publikummer, hun møder, overraskes over, at deres moderne tøj er en videreudvikling af middelalderens kampdragter.

”Det betyder meget for mig at arbejde kildekritisk og være så historisk korrekt som muligt. Vi fortæller ikke eventyr om trolde og drager – vi prøver at vise, hvordan det rent faktisk har været at leve i middelalderen, så publikum kan få oplevelsen ind under huden. Der vil altid være nogle, der vil bruge historien imod dig og fx bilde dig ind, at alting var bedre i gamle dage. Derfor er historisk bevidsthed en vigtig egenskab i ethvert samfund”.

Middelalderen giver et kick

For 22-årige Lau Dohn handler fascinationen af middelalderen om adrenalin og fysiske udfordringer på slagmarken. Han er uddannet tømrer og har dyrket middelalderkamp i knap to år. Interessen begyndte, da han som teenager oplevede turneringer på Spøttrup Borg, da der i 2017 blev afholdt VM i middelalderkampsport.

”Det var en drengedrøm at komme ud og slås som en ridder. Det er noget særligt at stå i fuld rustning med stålvåben. Man har set det på film og videoer, og så står man pludselig selv der. Samtidig får man et kæmpe adrenalinkick. Jeg har aldrig prøvet noget lignende i andre sportsgrene,” siger han og uddyber: ”Middelalderen er lidt nørdet og det er lidt niche, der er kendetegnet ved et meget stærkt fællesskab”.

I juli måned deltager han for første gang i Verdensmesterskabet i middelalderkampsport. Han skal repræsentere sit hjemland, når VM i middelalderkampsport bliver holdt på dansk jord, nærmere betegnet på Spøttrup Borg ved Skive, hvor der samtidig bliver afholdt Europas største middelaldermarked, Bispens Marked og Skives 700-års jubilæum som købstad markeres.

Lau Dohn er langt fra alene om fascinationen af middelalderen. Når mere end 1.000 middelalderkæmpere fra 28 lande samles på Spøttrup Borg til juli, bliver det det største verdensmesterskab i middelalderkampsport nogensinde.

Interessen for middelalderkampsport er vokset markant de seneste år, fortæller Jesper Madsen, vicepræsident i International Medieval Combat Federation (IMCF), cheftræner for det danske landshold og en af pionererne bag sporten i Danmark.

Han oplever, at sporten tiltrækker nye grupper af udøvere.

”For otte år siden var det primært familiefædre, der fandt vej til sporten. I dag ser vi mange unge mellem 16 og 24 år, som kommer ind gennem fantasyuniverser, computerspil, inspiration fra TV-serien Game of Thrones og historiske miljøer som fx rollespil. De bliver nysgerrige på, hvordan det egentlig føles at stå i rustning og kæmpe. For nogle udvikler det sig til en interesse for historien”.

Ifølge Jesper Madsen er det en helt særlig kombination, der tiltrækker nye udøvere.

”Middelalderkampsport kombinerer noget, man sjældent finder andre steder: Du bliver udfordret både fysisk og psykisk. Du er en del af et fællesskab og et hold, men samtidig står du med den individuelle udfordring. Selvom du ikke er den bedste kæmper, er der stadig plads til dig, fordi du kan kæmpe som en del af en gruppe,” siger han.

Middelalderen som spejl og modvægt

Men ifølge Tine Klitgaard Danielsen, der er historiker og teamleder for formidling på Spøttrup Borg, der står bag Bispens Marked og er medarrangør af VM i middelalderkampsport, handler fascinationen af middelalderen om mere end fællesskab, kamp, håndværk og historiske dragter.

”Middelalderen fungerer lidt som et spejl, hvor vi kan stille spørgsmål til, hvad det er, vi har gang i i dag. Den er både fremmed og eksotisk, men samtidig genkendelig. Mennesker dengang skulle også forholde sig til krige, sygdomme, pandemier, usikkerhed og store samfundsforandringer. De kæmpede med mange af de samme grundlæggende udfordringer, som vi gør i dag – bare i en helt anden virkelighed,” siger hun.

Historikeren vurderer, at mange mennesker søger mod middelaldermiljøet, fordi det tilbyder noget, som kan være svært at finde i en moderne og digital hverdag.

”Når man arbejder med håndværk, plantefarvning, madlavning eller syning, kan man ikke forhaste sig gennem processen. Det tager den tid, det tager. Jeg tror, mange mennesker savner den form for fordybelse og nærvær,” siger hun.

Samtidig spiller fortællingerne om riddere, konger og dronninger fortsat en rolle.

”Der er et element af eventyr og eskapisme i det. Vi er blevet fodret med historier om riddere, konger og dronninger gennem film, serier og bøger. Samtidig giver middelalderen et indblik i en verden uden sociale medier og konstant tilgængelighed. Det er en kontrast, som mange finder tiltrækkende”.

For Tine Klitgaard Danielsen handler interessen for middelalderen dog i sidste ende om mere end nostalgi.

”Historie handler om at forstå, hvor vi kommer fra. Vores byer, kirker og samfund har rødder i middelalderen. Når mennesker interesserer sig for den periode, interesserer de sig også for deres egne rødder,” siger hun.

Der bliver rig mulighed for at få indblik i middelalderen, når Spøttrup Borg inviterer til en hel uge med middelalderlige aktiviteter fra mandag den 20. juli til søndag den 26. juli 2026.

I anledning af Skives 700-års købstadsjubilæum udvider Spøttrup Borg sit traditionsrige Bispens Marked til en hel uge fyldt med spektakulære oplevelser, historiske rekonstruktioner, internationale deltagere og levende kulturhistorie i verdensklasse.

Og som ugens absolutte hovedbegivenhed lægger Spøttrup Borg scene til det hidtil største VM i middelalderkampsport nogensinde.

Fra torsdag til søndag samles mere end 1000 kampklare kæmpere fra 28 lande ved borgens historiske mure for at dyste i fuld rustning foran tusindvis af tilskuere.

Foto: Legion of Thyra.