Den 27. september 2026 – 10. januar 2027 – Åbning den 26. september kl. 14
Skive Kunstmuseum er stolte over at kunne præsentere en retrospektiv værkudstilling med den danske nyrealismes ‘fader’ i Niels Strøbek – Uvirkelig virkelighed. Værkerne er alle hentet fra Skive Kunstmuseums egen samling. I slutningen af 2025 modtog Skive Kunstmuseum med stor taknemlighed en betydningsfuld og central donation af værker af Niels Strøbek fra Ny Carlsberg Glyptoteks samling. En donation, som i dén grad styrker en væsentlig del af museets kunsthistoriske ansvarsområde – den nyrealistiske kunstretning – og samtidig løfter kvaliteten af museets eksisterende samling af værker af Niels Strøbek betydeligt. Med donationen bliver museets samling af Strøbek-værker den største museumssamling i landet.
Blandt de danske malere, der siden slutningen af 1960’erne har arbejdet med en tilsyneladende fotografisk gengivelse af landskaber, mennesker og opstillinger, er ingen blevet mødt med større opmærksomhed eller har arbejdet med større konsekvens end Niels Strøbek (f. 1944). Nyrealismen var et afgørende kunstnerisk brud med modernismens abstraherede formsprog, og Strøbek har med en kompromisløs udforskning af maleriets muligheder og forhold til den oplevede virkelighed indtaget hovedrollen i udviklingen af den danske nyrealisme.
Udstillingen viser et bredt og centralt udsnit af Strøbeks kunstneriske oeuvre inden for tre hovedkategorier – opstillinger, landskaber og menneskeskildringer – de motiver, der danner kernen i hans oeuvre. Tidsmæssigt spænder udstillingen fra slutningen af 1960’erne og op til 1990’erne, men alle motiverne rækker langt tilbage i (kunst)historien samtidig med, at de synes at tale direkte ind i vores tid, hvor de sociale medier oversvømmes af fotografier af mad, landskaber og det moderne selvportræt – selfies. Den uvirkelige virkelighed i Strøbeks malerier synes at lægge op til det i kunsten evigtgyldige spørgsmål: hvad er et billede, og hvad er billedets forhold til virkeligheden? Et spørgsmål som i dag synes endnu mere aktuelt i lyset af AI-genererede billeder og videoers indtog i hverdagen.
Generøs donation fra Ny Carlsberg Glyptotek til Skive Kunstmuseum
Derudover rettes en stor tak til Spar Vest Fonden og Augustinus Fonden for støtte til udstillingen.





