Få et unikt indblik i historierne og tankerne bag jubilæumsudstillingen UDLÆNGSEL HJEMLÆNGSEL, når billedkunstner Pernille Pontoppidan Pedersen gæster Skive Kunstmuseum den 19. maj 2026 for at fortælle om sine kunstværker.
Pernille Pontoppidan Pedersen (f. 1987) voksede op i Oddense udenfor Skive i 90’erne, og selvom hun siden er flyttet derfra, løber den tætte tilknytning til naturen og landskabet som en rød tråd gennem hendes praksis den dag i dag. I anledning af Skives 700-års jubilæum har hun, bl.a. på baggrund af sine egne oplevelser med at vokse op i Salling, skabt udstillingen UDLÆNGSEL HJEMLÆNGSEL. Her udforsker hun spændingsfeltet mellem at høre til og længes væk – både gennem ældre og helt nye værker, skabt specielt til udstillingen.
Udstillingen byder på en række skulpturelle værker i blandt andet keramik og uld, og til talken vil kunstneren tage os med ind i nogle af hendes særlige teknikker og tilgange til materialet. Du kan også høre meget mere om, hvordan opvæksten i Oddense har formet Pontoppidan Pedersen som kunstner og menneske, og få et indblik i de ideer og fortællinger, der inspirerer hendes kunstneriske praksis.
Efterfølgende vil der være mulighed for at få en kop kaffe og lidt sødt til ganen.
Pris: 140 kr.





