Onsdag den 30. september kl. 19.00 – 21.00 holder billedkunstner Peter Rolsted en artist talk på Skive Kunstmuseum.
I sin soloudstilling Blot til pynt tager Peter Rolsted udgangspunkt i nære og familiære motiver og afslører mystiske og mytiske nuancer i det ellers velkendte. Hans skildringer af forsamlingshusfester, familieferier og figuriner fra bedstemors pyntehylde rummer et sælsomt og melankolsk afsavn. I malerierne optræder mennesker og objekter som ligeværdige figurer, hvor det sociale spil virker iscenesat.
Til denne artist talk vil Peter Rolsted fortælle om værkerne og sin kunstneriske praksis med det figurative maleri.
Peter Rolsted (f. 1996) har en bachelor fra Det Jyske Kunstakademi, hvor han i dag er i gang med sin kandidatuddannelse. Han har tidligere udstillet på blandt andet Kunsthal Aarhus, Rønnebæksholm og Charlottenborg. Blot til pynt er hans første soloudstilling på et kunstmuseum.
Praktisk information
Tid: Onsdag den 30. september kl. 19:00 – 21:00
Sted: Skive Kunstmuseum, Havnevej 14, 7800 Skive
Udstillingen: Kan opleves på museet frem til den 4. oktober 2026
Priser:
Almindelig billet: 140 kr. inkl. kaffe og kage
Billet med årskort: 50 kr. inkl. kaffe og kage
Du skal have billet for at deltage – billetter købes på forhånd.





