Fra én til 11: Rekordmange danske kvinder klar til VM i middelalderkampsport på Spøttrup Borg


Fra én til 11: Rekordmange danske kvinder klar til VM i middelalderkampsport på Spøttrup Borg

For få år siden var Diana Loft den eneste kvindelige middelalderkæmper i Danmark. Når mere end 1000 elitekæmpere fra hele verden samles Spøttrup Borg til verdensmesterskaberne i middelalderkampsport i uge 30, stiller Danmark med det største kvindehold nogensinde.

 

Når 38-årige Diana Loft trækker i sin 30 kilo tunge rustning og griber sit sværd, er det kun nuet, der tæller. Mens adrenalinen pumper rundt i kroppen, alle sanser skærpes og hun med kraft og råstyrke bevæger sig mod modstanderen, er det både hendes mentale og fysiske kræfter, der bærer hende frem.

Sammen med 10 andre danske kvinder stiller hun op ved det hidtil største VM i middelalderkampsport, der afholdes på dansk jord 23.-26. juli på Spøttrup Borg ved Skive. Danmark stiller med 36 mænd og 11 kvinder – det største danske kvindehold nogensinde ved et VM.

”Da jeg begyndte i 2019, var vi to kvinder i sporten i Danmark. Kort tid efter var jeg den eneste tilbage. I dag har vi kvindehold flere steder i landet, og Danmark stiller med 11 kvindelige kæmpere til VM. Det er fantastisk at opleve,” siger Diana Loft, der til daglig arbejder som såkaldt brænderimedarbejder i en økologisk plantage og destilleri.

Det kommende VM er hendes femte af slagsen, hvor hun deltager i både gruppekampe og individuelle kampe, og derudover er hun assistenttræner for det danske landshold.

Sporten, der har været organiseret i Danmark siden 2013, kan bedst beskrives som moderne kampsportsgren, der kombinerer elementer fra klassiske kampsportsgrene som MMA, karate og brydning, og hvor deltagerne kæmper i historisk inspirerede rustninger med våben som sværd, økser og skjolde.

Ifølge Diana Loft er det netop kombinationen af fysisk konkurrence og stærkt fællesskab, der adskiller middelalderkampsport fra mange andre kampsportsgrene.

”Det ser voldsomt ud, når mennesker i rustning slår løs på hinanden med sværd og økser. Vi giver den fuld gas på banen, men samtidig passer vi på hinanden. Det er en helt særlig kultur, stærk holdånd og fællesskab. Det tror jeg appellerer til mange kvinder,” siger Diana Loft.

Hun oplever samtidig, at sporten tilbyder et frirum fra idealer og forventninger.

”Vi lever i en tid, hvor jeg tror mange kvinder oplever at blive målt på, hvordan de ser ud, og hvordan de fremstår. I rustningen er det fuldstændig ligegyldigt,” siger hun og uddyber:

”Når man står i en tung rustning og er træt, varm og presset, finder man ud af, at man kan meget mere, end man troede. Mine holdkammerater står ved siden af mig og kæmper alt, hvad de kan, og så finder jeg også styrken til at fortsætte,” siger Diana Loft.

Flere kvinder vil slås

Interessen for sporten er i vækst blandt kvinder – ikke bare i Danmark, men også på internationalt plan. Ved årets verdensmesterskaber deltager knap 200 kvinder ud af i alt 980 kæmpere.

Dansk Middelalder Kampsport Sammenslutning, der repræsenterer i alt syv klubber landet over, oplever en stigende interesse. Diana Loft har selv været med til at grundlægge Danmarks første kvindeklub i Roskilde.

”Der har været mange år, hvor jeg har måttet træne med mændene. Det er hårdt fysisk og hårdt mentalt, fordi du ikke får de samme succeser. Uanset hvad du gør, er mændene stærkere og bedre. Men nu har vi skabt en tryg platform, hvor kvinder kan komme ind og prøve det her – sammen med andre kvinder, og vi kan tilpasse træningen til dem”.

Ifølge Jesper Madsen, vicepræsident i den internationale middelalderkampsportsunion, er kvindernes fremmarch en af de mest markante udviklinger i sporten.

”Vi oplever den største kvindelige deltagelse nogensinde. Antallet af kvindehold er mere end fordoblet på blot ét år, og i nogle discipliner er kvinderne allerede i flertal. Mange fremhæver fællesskabet og muligheden for at udfordre sig selv som nogle af de vigtigste grunde til, at de engagerer sig i sporten”, siger han.

På Spøttrup Borg ser historiker og teamleder for formidling, Tine Klitgaard Danielsen, også udviklingen som interessant og en aktuel påmindelse om, at kvinder altid har udfordret de roller, samfundet har tildelt dem.

”Når vi taler om middelalderen, forestiller mange sig ofte, at mændene kæmpede, mens kvinderne stod på sidelinjen. Men historien er mere nuanceret. Vi kender flere eksempler på kvinder, der udfordrede tidens forventninger og spillede aktive roller som ledere, strateger og krigere. Derfor er det spændende at se flere kvinder tage plads i en sport, som mange måske stadig forbinder med mænd”, siger hun.

Når Spøttrup Borger slår portene op til Europas største middelalderfest, der udover Verdensmesterskaber i middelalderkampsport også byder på Bispens Marked og en fejring af Skives 700-års købstadsjubilæum, er der rig mulighed for at lade sig inspirere af de kvindelige kæmpere.

Diana Loft håber, at de kvindelige kæmpere kan vise kvinder i alle aldre, at middelalderkampsport absolut ikke er en sportsgren forbeholdt mænd.

”Vi vil gerne vise, at her er en sportsgren, hvor man får lov til at mærke sig selv fuldt ud. Man bliver presset fysisk og mentalt, og når kampen er slut, kan man mærke både lettelse, glæde, frustration og stolthed. Der er plads til hele mennesket” siger Diana Loft og slutter.

”Jeg håber, de unge piger og kvinder der kommer og ser vores kampe opdager, at man ikke behøver passe ind i en bestemt kasse for at være med. Hvis nogle af dem går hjem og tænker: Det dér kunne jeg også gøre, så er det en kæmpe sejr”, siger hun.

 

Foto: Sjællandske Nyheder