Nu åbner Fur Museum og Spøttrup Borg til en ny spændende sæson 2023!


Sæsonåbning på Fur Museum og Spøttrup Borg

Første april åbner en ny sæson på både Fur Museum og Spøttrup Borg, og der venter gæsterne mange spændende oplevelser i sæson 2023.

Fur Museum

Nu nærmer åbningen af Fur Museum for sæson 2023  sig, og vi glæder os til at byde indenfor til både nye og velkendte oplevelser.

I påskeugen fra 1. april kan gæsterne gå på jagt på museet og finde påskekyllingerne, der har gemt sig i udstillingerne. Og i selve fossil-udstillingerne er der også sket noget nyt; museets medarbejdere har i lukkeperioden arbejdet med at lave et brush-up i fiskefossil-udstillingen, som nu fremstår helt ny.

Den nye Velkomstbygning, som blev taget i brug til sæson 2022, er blevet taget rigtig godt imod af gæsterne og i år kan vi tilbyde endnu flere nye og spændende varer til både store og små og også lidt sødt sammen med kaffen, når man trænger til en lille pause.

Det er også i museets Velkomstbygning, at gæsterne kan blive inspireret til at tage videre ud på øen og se nogle af de fantastiske steder Fur rummer. Via interaktive installationer og ”gode råd” fra museets eksperter bliver udvalgte steder på Furs natur og historie formidlet. Med App’en ”Porten til Fur” kan gæsterne tage en digital guide med rund på øen og få endnu flere spændene oplevelser og viden med rundt i deres egen lomme.

 

Spøttrup Borg

Efter et langt vinterhi slår Spøttrup Borg igen portene op til en ny sæson i påskeugen. Mange børn forbinder nok denne kristne højtid med fri fra skolen samt påskeharer og påskeæg i chokolade. For de voksne går tankerne mere i retning af Jesu død og opstandelse. Eller tankerne kunne måske også kredse om påskebryg og en dejlige påskefrokost sammen med familien, hvor der sikkert bliver serveret sild og en lille en til halsen. I middelalderen begyndte påsken allerede 40 dage før palmesøndag med én lang faste. Fasten var ikke en total afståelse fra mad, men den betød, at man ikke spiste kød i denne periode.

Påsken på Spøttrup Borg er ensbetydende med at sæsonen er skudt i gang. For mange er det også blevet en familietradition i påsken, at de lige skal en tur i parken med krydderurtehaven samt ind og snuse til den gamle Borg. I påsken er der små påskeaktiviteter i Velkomstbygningen og på Borgen samt gådejagt rundt i parken og Borgen.

Påsken er starten på en sæson, som vil byde på mange hyggelige og spændende aktiviteter for hele familien og i særdeleshed årets helt store satsning EM i Ridderdyst og Bispens Marked i uge 30.

Spøttrup Borg slår porten op fra den 1. april, så sadl hesten og rid til Spøttrup, hvor der venter en ægte middelalderborg med vindebro, skydeskår og vægtergang.