Foredrag: Tragtbægerkulturens gravskik belyst med fund fra Skiveegnen


Tragtbægerkulturens gravskik belyst med fund fra Skiveegnen
Foredrag v. arkæolog Inge Kjær Kristensen

Dyssetid og Jættestuetid er to gamle betegnelser for Tragtbægerkulturen (ca.3900-2800 f. Kr.). Nogle af disse monumentale gravkamre af sten er velbevarede og kan besøges i dag, mens andre er overpløjede og kun arkæologiske udgravninger kan redde de sidste oplysninger om kamrenes form og tidens gravskik.

En del nye udgravninger har vist, at Tragtbægerkulturen også anvendte træ og kombinationer af træ og sten. Alle de træbyggede gravanlæg er enten overpløjede eller ligger under senere opførte jættestuer. De er meget sjældne at finde, men indeholder elementer, der har paralleller rundt omkring i Nordeuropa.

I slutningen af Tragtbægerkulturen vinder en ny gravskik indpas – arkæologerne kalder gravene stendyngegrave. Der er tale om mange gravanlæg, der ligger på lange rækker f.eks. ved Karup Å. Et meget mærkeligt fænomen med nordjysk udbredelse!

Med udgangspunkt i nogle af Skive-egnens lokaliteter – Volling, Resen, Ørum, Krejbjerg, Koldkur, Stoholm, Vroue..-kommer vi rundt om  tragtbægerkulturens varierende gravskik og den sættes ind i en større dansk og europæisk sammenhæng.

Sted: Skive Museum, Havnevej 14, 7800 Skive.

Pris: 50,- kr. (gratis for medlemmer af Skiveegnens Arkæologiforening).

Arr.: Skiveegnens Arkæologiforening.