Billedskolens udstilling på Skive Kunstmuseum


Billedskolens hold folder sig ud på Skive Kunstmuseum!

Skive Billedskoles forårshold viser, hvad de har arbejdet med henover de sidste måneder – og du er inviteret!
Fredag den 13. juni åbner en udstilling skabt af billedskolens elever – både børn og voksne – som i løbet af foråret har arbejdet med tegning i mange former og teknikker. Et hold har også arbejdet kreativt med andre materialer.

Projektleder ved Museum Salling, Anja Høegh, fortæller: ”Alle hold har haft fokus på at udforske, eksperimentere og udtrykke sig kreativt – og nu kan du opleve resultaterne i de inspirerende rammer både på Billedskolen og på Skive Kunstmuseum. Der vil være lidt til ganen, og vi glæder os til at byde velkommen til en hyggelig og inspirerende eftermiddag for hele familien.”

Anja Høegh fortsætter: ”Museet holder længe åbent på dagen, så der er god mulighed for at kombinere besøget med et kig på museets aktuelle udstillinger Drømmebilleder, Allan Otte & Ulrik Møller samt Kunstbyen – et kunstunivers for børn og deres voksne.”

 

Udstillingen kan opleves hen over sommeren.
I løbet af sommerferien tilbyder museet både ferieaktiviteter for hele familien og sommerskole for børn i forskellige aldre – hold øje med programmet!